121 / 205
skelne mellem vigtigt og uvigtigt, smaat og stort, saavelsom mellem nyttig eller forstyr
rende Indblanding eller Indgriben. Under hele Epidemien mødte han daglig i Hospitalet
og tumlede med Inspektøren, Kontoristerne, Køkkenfolkene, Portørerne og Lægerne»
(Engelsted 1 9 1 0 p. 73).
Nu må man give Vilhelm Bergsøe ret. Forholdene var virkelig skandaløse. Hospitalet
var overfyldt ud over enhver rimelig grænse, og det må betegnes som groft uforsvarligt
også efter daværende indstilling til offentlig forsorg, at der blev indlagt kolerapatien
ter allerede fra den 22.6 . i Almindelig Hospital. A lt dette var dog ikke Heerforts fejl,
men må bebrejdes dels fattigvæsenets ledelse, dels regeringen og dels tidens noget
barske holdning overfor samfundets svage.
I byen var man efterhånden blevet meget utilfreds med ledelsen a f epidemien. Man
håbede på kongens velvillighed og ventede derfor spændt på den 17 .7 ., hvor rigsrådet var
indkaldt (Fædrelandet 26.7.). Skuffelsen var stor, da der ikke efter rigsrådets møde
kom nogle epokegørende nye ideer. Ingen diktatorisk myndighed blev lagt i hænderne
på en enkelt mand, hvilket Berlingske Tidende havde ønsket den 20.7.; der blev heller
ikke udnævnt en velfærdskommission, som Fædrelandet den 19 .7 . havde håbet. Fæ
drelandet skrev om A .S. Ørsted, at han burde gribe fast ind og beordre omfattende for
anstaltninger, »men nu er han en stærblind og kraftesløs Olding». Den 26. skrev samme
blad, at efter forlydende var udfaldet a f statsrådsmødet blevet »ingenting». Rygtet ville
at k ° ngen havde stillet forskellige forslag, men var blevet afvist a f sine ministre.
Til slut i samme leder skrives: »Vi maa dernæst ogsaa gøre opmærksom paa, at Epide
miens Standsning og Ophør for denne Gang heller ikke er alt, hvad der kunne og burde
udrettes». Man håbede altså nu på omfattende reformer efter epidemien.
Forholdene var virkelig rystende i byen. En mand, der havde epidemien nært inde
pa livet, var sognepræsten i Tårnby Jørgen Hjort Lautrup (17 9 8 - 1856 ). Han var sog
nepræst i Tårnby fra 18 5 0 - 18 5 4 , hvor han blev biskop over Lolland-Falsters Stift
(en lidet misundelsesværdig post, da den var blevet ledig efter den politiske afskedigel
se af D.G. Monrad). Lautrup skriver den 3 1 . august 18 5 3 til sin ven sognepræsten
Hans Jacob Drejer, i Tryggelev på Langeland (Christiansen 19 3 0 -3 1): »At det er tunge
Beskikkelser, som ere gaaede over Taarnbye, trænger ikke til Udvikling, jeg har nu be
gravet (over) 295 Choleraliig, foruden at omtrent 10 ere førte til Kjøbenhavn; det ud-
gjør over 1/ 16 Deel a f Sognets Befolkning»
»Da hele Quæsturen under hvem K ir
ken sorterer, var paa Landet, maatte jeg paa egen Risico strax indvie en lille Selvmor-
derkirkegaard (og fik et Par Dage efter Bevilling dertil)».
Senere måtte han købe en mark, der stødte op til kirkegården, og indvie den som
hjælpekirkegård. I samme brev skriver han: »Jeg har aldrig havt saa mange Sygeberet-
telser som i denne T id; det var i flere Dage mit første Morgen- og mit sidste A ften
stundom Natværk, udfyldt i Mellemtiden a f Begravelser, der halvtimesviis kunde føl
ge paa hinanden, og stundom nødte mig halve Dage til at gaae i Prestekjole eller van
dre paa Kirkegaarden». Selv overlevede Lautrup og hele hans familie epidemien.
Et anstødeligt moment for byens borgere var det oprettede nødlighus i gymnastik
huset i Filosofgangen vær Farvergade. En læge, g.g., (tidligere nævnt) skriver, hvordan
han skulle hente liget af en brorsøn . De mange Hg lå »dels uden Kister, dels i saadanne,
dels ganske nøgne, dels indhyllet i smudsige Pjalter laae Ligene ophobet på Hylder over
hinanden, alle i Opløsning og udbredende Død og Fordærvelse for Sunde, som maatte
gjæste dette Sted for at finde deres Slægtninges Lig». Opsynet i lighusene udgjordes af
to lemmer, der var ansat til dette specielle job. Om dem skriver g.g.: »Bevæbnet med
Portvinsdunk i den ene Haand og en Art Baadshage i den anden ravede disse drukne
Individer rundt i Lighuset, forat hale et Lig ud, naar det blev rekvireret a f Familien».
Blandt de mange problemer som Lægeforeningen tog sig af, var også forsørgelsen af
de forældreløse bøm . Dette var en a f de opgaver, som Ludvig Israel Brandes tog op. I
sine erindringer (Brandes 18 9 1 p. 76) skrev han, at han ret tidligt var kommet ind i
Lægeforeningens arbejde. Dahlerup var en dag blevet syg og havde kaldt Brandes til sig
og bedt ham om at tage sin plads. Brandes skriver: »Jeg mødte der hver Dag op sammen
med de øvrige Medlemmer i Højskolens Lokale, det saakaldte Gjethus, ved Siden a f
Det kgl. Theater». Om den 16 . juli, en a f de værste dage, skriver han: »16. Juli var i de