293
O gsaa jeg fly g ted e — dog b lo t til K øbenhavn, hvor m in yn g ste Datter
blev fød t h in mæ rkvæ rd ige Dag.
I et a f sin e sid ste Sku esp il „K om ödie der V erfü h ru n g “ ha r Arthur
Schn itzler, der havd e en gamm el Kærlighed til N o rd sjæ lland s K yst,*)
an v en d t K rig sudb rud et til S tyk k e ts K lim ax — h an sk ild rer Opbrudet
med D am per fra et G illeleje, der med sin e P a lm er tager sig h ø jst
fa n ta stisk ud. Men med selve V irvaret paa Krigen s første Dag har
han ik k e Uret.
Senere fu lg te and re u rolig e Dage — den 5te A ugu st b lev der in d
kvarteret Soldater paa Gaardene om k ring N akk ehoved Fyr. Der stil
ledes Sk ildvag ter ved F yret, F y rpa sseren troed e i de stille N attetim er,
at det var T y sk ern e, som kom , da han h ø r te S erg en ten s tung e Trin
op ad F y rets Trapper. Senere kom F isk ern es K ystvagt i en im p rov i
seret U d k ig ssta tion — den vedvared e under h e le Krigen, baade Som
m er og V inter.
Naar N a ttog et ved M idnatstid ankom fra H illerød, ind fand t jeg
m ig paa S ta tion en for a t spørge n y t — en A ften erfarede jeg, at
Sporet ved H illerød var b lev et lag t om , saaled es at der kund e køres
d irek te fra K øb enhavn til G illeleje. D en m est d ram atiske Ep isod e i
G illeleje under h e le Krigen in d tra f sid st i September, efter at jeg var
fly tte t til Byen , en tid lig Morgen, da den Torpedo, der var a fskud t a f
en en g elsk Und ervand sbaad , som an tog en dan sk Undervand sbaad, ført
a f K ap ta jn S c h a ffa litz k y de M uckadell, for ty sk , m ed et vo ld som t
Brag, der h ø rtes over h e le Egn en , sprængtes ved Nakk ehoved og sly n
gede mæ g tig e S ten op over B akk ekamm en .
U fo rm od et fik vi Besøg a f S iegfried og Sara N eb elong — han var
dan sk , hu n en g e lsk — de havd e an set det for raad elig st at forlade
D resden . De gen saa G illeleje under u rolige Forhold , der stod i grel
M odsæ tn ing til den Idyl, de erindrede fra Aar tilbage.
Min gam le Fader, der om Foraaret havd e fe jr et sin 80 Aars F ød
selsd ag og tru kk et sig tilbag e fra sin F o rretn ing , som han dog stadig
havd e Ind seend e m ed, th i han var Købmand til sin sid ste Stund, døde
den 2den Oktober. Han havd e længe væ ret svag, m en han s Død
g jord e stæ rk t Ind tryk paa os alle, ikk e m ind st i d isse alvo rlige og
trange T ider, hvor h e le T ilvæ relsen b lev k n u g et a f K rigens kolde og
k lamm e Haand. Min Moder, der a ltid havd e set op til ham , h end es
Raadgiver, V ejled er og S tøtte i a lle L iv ets F orhold, b lev — jeg kan
næ sten sig e: gam m eltestam en tlig i sin Sorg. Hun rettede sig kun
gan sk e lan g som t — et O ldebarn skæ nked e h end e n y t L ivsm od .
Saa rand t Aaret 1914 ud — det sa tte s it afgørend e Mærke m ellem
Fortid og F rem tid . En Epoke var a fslu tte t — n y t L iv ssyn , ny Ind stil*) Ved sit sidste Besøg i Danmark 1921 tog Schnitzler allerede Morgenen efter
sin Ankomst til København over Helsingør ud til Kysten ligetil Gilleleje, hvor jeg,
der nylig havde udgivet min Oversættelse af hans Fortælling „Badearzt Dr.
Grassler“, traf ham.