74 / 220
66
vikling, er Forandringen ikke mindre gennemgribende. I 1881
havde Kjøbenhavn faaet sin
første elektriske Buelampe
og den
første
Telefonsamtalestation,
ligesom de første
Centralvarme
anlæg
var anlagte i private Bygninger. Hygiejniske Foranstalt
ninger af gennemgribende Betydning var indført, idet
den sidste
Latringrube
forsvandt her fra Byen i 1889. Samtidigt var
Des-
infektions- og Destruktionsanstalterne
tagne i Brug.
Endeligt havde Byens stadigt voksende Udstrækning med
ført, at en sidste „Folkelivsidyl" fra „Kongens Kjøbenhavn1 var
forsvunden, idet
Brandvæsenet
havde indført
Hestekørsel
, et
betydeligt Fremskridt fra den hidtilværende Ordning, hvor Mand
skabet selv havde maattet løbe med Sprøjten, saa de udasede
og forpustede kom til Brandstedet ledsaget af
„Gadens Musik“
d. v. s. Gadedrengenes muntre Kor: „Paa’en! Pa a ’en! Paa ’en
igen, lille Fatter Ludvigsen!" med flere opbyggelige Viser.
Medens Kjøbenhavn saaledes endnu i 1860 — Tidspunktet
for Stiftelsen af Kjøbenhavns Grundejerforening — havde været
en relativt set beskeden By, en „Smaahovedstad“, der i dobbelt
Forstand var „indestængt“, hæmmet af en over 200-aarig Vold
befæstning og af megen spidsborgerlig Fordom, kortsagt en By,
der i mangt og meget — kunde man fristes til at sige — levede
efter middelalderlige Former, var den efter Epokeaaret 1860 og
den derefter følgende Udvikling bleven saa forvandlet, at den
næsten var ukendelig. Om end den paa mangt et Omraade
havde holdt længere fast ved forældede Former end flere af de
førende af Europas store Hovedstæder, og om end den sent op
i det XIX. Aarhundrede bevarede mangt et Træk fra sine jævne
Smaaborgerdage, var den ved Aarhundredskiftet som en ny By,
en moderne Storstad med fuldt moderne Storstadsbygninger, en
smuk By, som med rige Udviklingsmuligheder kunde træde ind
i det tyvende Aarhundrede.