31 / 73
bindelse, og det var som Indskyder. I Aarene 1916-17-18 opsamlede
Fisker en ret væsentlig Kapital, som blev sat ind i Banken til de p lan
lagte Udvidelser. Fra Bankens Side spurgte man da, om Fisker bare
vilde sætte Penge ind, om han aldrig skulde laane. Det mente Fisker nok
kunde tænkes inden længe, og alt tegnede sig saadan set meget lovende.
Men da Pengerigeligheden forsvandt, blev der kun altfor gode
Grunde til, at Bankens Laanelyst ogsaa forsvandt. Det er paa andet
Sted omtalt, hvilke Vanskeligheder dette skabte, og hvorledes det lyk
kedes at overvinde disse Vanskeligheder. I den videre Udvikling af
Forholdet til Landmandsbanken satte denne af den særlige Nød
situation skabte Holdning sig da heller ikke videre Spor. Under Aktiesel
skabet Fisker & Nielsens hurtige Vækst sidst i Tyverne, var Landmands
banken en meget nyttig og altid imødekommende Bankforbindelse.
Det kunde dog ikke være andet, end at Begivenhederne gav Anled
ning til Eftertanke. Det laa dybt i Fabrikant Fiskers Natur, a t det var
bedst at være selvhjulpen. Han vilde hellere spare end laane, og han
foretrak at tjene Pengene, før de blev brugt. Det blev derfor noget af
et Program, a t Virksomheden skulde søge at financiere sig selv. Man
var glad ved den Kredit, Banken ydede, men vilde hellere staa paa
egne Ben.
Den i 1933 opnaaede Frigørelse for fast Bankgæld blev derfor fast
holdt. Let var det nok ikke. Den stigende Omsætning og de fortsatte
Udvidelser krævede mange Penge, og det udstrakte Afbetalingssalg,
baade herhjemme og i Udlandet band t Salgssummerne i adskillig
længere Tid end ellers almindeligt. Alligevel blev Linjen fastholdt.
Virksomhedens Produktion og Salg kom til at hvile paa Virksomhedens
egen Indtjening, og hvor hurtig end Fremgangen var, blev den altid
holdt inden for de Rammer, Virksomhedens Opsparing angav. Heldig
vis blev disse Rammer snart meget vide. En Aar efter Aar fortsat Be-
3°