HistoriskeMeddelelserKøbenhavn

132

Charles Haugbøll

dertrinene og hen til disken, hvor de smed de fire eller

otte øre, som henholdsvis en „rund“ og en „spids“ koste

de, på zinkpladen, greb et glas og skyllede indholdet

ned i en slurk, hvorefter de, formodentlig lidt mere

vågne, tumlede videre til dagens gerning.

Angelica havde meget tidlig ærgerrighed efter at blive

til noget. Hun var ikke alene flink i skolen, men hver

morgen, et par timer før hun skulle begynde sine pligter,

stod hun op og satte sig, ved et stearinlys, til at brodere

Hedebo og Hardanger. Pengene, som disse broderier ind

bragte hende, købte hun smukke klæder for. Hun skal på

denne tid have sagt:2 „Når jeg bliver stor, skal jeg køre

i karet med hvide heste og bo i et slot!“ Det er natur

ligvis en drøm, som alle fattige børn endnu har — slottet

er jo symbolet på at have det godt! Men sådanne drøm

meprofetier bliver jo kun bemærket, når de går i opfyl

delse.

Allerede i feintenårsalderen var Angelica en fuldt ud

viklet og meget charmerende pige, rund og buttet som

tidens kvindeideal og øvede naturligvis, kvik og munter

som hun var, stor tiltrækning på mælketoddykælderens

klientel. Pappa Briigge var sikkert ikke ked af den øgede

omsætning. Men da det viste sig, at den små Angelica

på ingen måde var uimodtagelig for mandlig hyldest,

begyndte mamma Briigge at blive lidt ængstelig for

pigens moral. Angelica lovede bod og bedring, men det

var glemt, så snart en ny tilbeder begyndte at kurtisere

hende. Da det var umuligt for plejeforældrene at holde

styr på det kåde pigebarn, satte fru van der Briigge igen

nem, at Angelica kom ud på landet, i friskere og renere

luft. — Kan man fortænke den gode værtshusholderkone

i, at hun troede den hellige grav og Angelicas dyd vel

forvaret i en jydsk præstegård?

Men skæbnens karrusel havde allerede grebet den

tyveårige!