152 / 725
Grevinden af Bagsværd og Aldershviles historie
135
på tilværelsen — muligvis som en reaktion ovenpå det
mislykkede ægteskab. Hun elskede at se lystige menne
sker. Men hun var på samme tid ikke blottet for dybere
følelser. Det må derfor have smertet hende, at der midt
i den store flotte restaurations muntre sorgløshed aften
efter aften sad en ensom, alvorlig mand. Gang på gang
blev hendes interesse fanget ind af denne høje, lidt sam
mensunkne skikkelses ejendommelige dunkle spørgende,
men gode øjne. Måske anede hun, at denne mand ville
hende noget. Han vakte hendes nysgerrighed og sympati.
— En dag slog hun sig, impulsiv som hun var, ned ved
hans bord og forsøgte at opmuntre ham. Men i stedet
for en let overfladisk konversation, blev det til en lang
og alvorlig samtale, hvor det var manden, som talte, og
pigen, der lyttede.
På denne måde gjorde Angelica bekendtskab med den
hovedrige hollandske diamantmineejer Adolf Goertz
(uden dog at ane, hvor stor hans rigdom var). Han invi
terede hende til frokost på sit hotel den næste dag.
Det er umuligt at sige, med hvilke følelser Angelica
den følgende dag gik til denne frokost, kun anede hun,
at denne mand ville hende andet end det, mænd i almin
delighed ønskede af hende. Og noget almindeligt rende-
vouz blev det da heller ikke. Goertz havde besøg af sin
læge. Det lille selskab gik til bords, og diamantmine-
ejeren indledede konversationen med at fri!
Goertz havde forelsket sig alvorligt i Angelica. Han var
menneskekender nok til at se, at hun ikke var nogen al
mindelig glædespige, men han var klar over, at hun var
kommet ind på en farlig vej, der før eller senere måtte
føre hende til bunds. Det ville han prøve at redde hende
fra. Han gjorde sig ingen illusioner, om det ville lykkes,
men hans forelskelse var så oprigtig, at han ville prøve at