153 / 725
136
Charles Haughøll
hjælpe hende. Skulle det mislykkes .......! Nå ja, hans
skæbne var alligevel beseglet .......! Det var i alt fald et
forsøg værd.
Der er ingen tvivl
0111
, at Angelica blev overrasket ved
dette frieri. Men hun blev også grebet af stundens alvor
og hørte med stor undren på den blege alvorlige mands
redegørelse. Han meddelte hende (vel nok med lidt ve
mod), at han var uhelbredelig angrebet af tuberkulose,
og at han ikke havde mange år at leve i. Han slog afvær
gende ud med sin magre hånd, da Angelica ville prote
stere. Og et nik fra lægen gjorde hende forståeligt, at
det var sandhed.
Men Goertz ville nyde disse år. Og for at få så stort
udbytte som muligt af den tid, der endnu var ham beskå
ret, ønskede han at have en kvinde ved sin side. — Ville
hun, Angelica, leve disse år sammen med ham? — Ja,
som hans hustru naturligvis! — Han forlangte ganske
vist, at hun skulle leve for ham alene. Han vidste, det
var et stort krav at stille til hende, når der ikke var
kærlighed med — og det kunne han ikke forlange. Men
hun måtte huske på, at de fleste ægteskaber (også dem,
der blev indgået af kærlighed) meget hurtigt blev til
vane. Det samliv, som han foreslog hende, ville have een
fordel. — Nej, han ønskede ikke at imponere eller prale,
men hun kunne være ganske overbevist om, at økono
misk tryghed gjorde det lettere for to mennesker at leve
sammen. — Desuden var han forelsket i hende! — Hvis
hun ville blive ham en trofast hustru, skulle hun ikke
komme til at fortryde det!
Angelica overhørte aldeles, at den sidste sætning inde
holdt et løfte. Under samtalen var hun blevet mere og
mere indtaget i den halvtredsårige mand. Han var høj,
slank og havde et smukt ansigt med mørke, melankolske
øjne. Den åbenhed, hvormed han lagde sine kort foran
hende, skabte naturligvis også forøget sympati. Måske