142
Charles Haugbøll
tet hjem fra det fornemme udenlandske pigeinstitut og
indsat i sin værdighed som komtesse.
Fra det øjeblik, den forhenværende værtshusholder-
datter satte den nitakkede grevekrone over sit navn, ind
rettede hun sig på at gøre sin tilværelse så kostbar og
exklusiv som mulig. Den tidligere så usnerpede Angelica
fik honnette ambitioner. — Mellem København og Lyng
by havde hun sin private salonvogn indkoblet og med
det grevelige våbenskjold på dørene! Hun gav store sel
skaber og stilfulde banketter. Ved hjælp af de sydafri
kanske millioner, som hun rundhåndet øste ud af, lyk
kedes det hende at vinde indpas i det københavnske sel
skab. Men det irriterede hende en del, at hendes gemal,
sin adelige afstamning til trods, hverken ønskede eller
formåede at præsidere ved disse fester med den anstand,
som hun mente der tilkom en greve. Men. Sponneck, der
var en lille jovial mand, havde ingen „grevelige" fornem
melser; han fandt sig bedre tilpas mellem jævne folk
end i de højere cirkler. Følgende lille historie er meget
karakteristisk for både greven og „grevinden":
Til en tjenestepige, der jævnt og ligefrem titulerede sin
frue: „fru grevinde" gav Sponneck følgende gode råd:
„Hvis De vil beholde Deres plads hos min kone, så må
De endelig huske at tiltale hende: hendes nåde fru grev
inden — sådan kan hun bedst lide det". Så klappede
han pigen venligt på skulderen og sluttede: „Men jeg
hedder Carl Valdemar!"9
Angelica kunne i længden ikke nøjes med den hyldest,
ravnekrogen Danmark kunne give hende. Hun var vant
til større forhold. — Var hun ikke smuk? Var hun ikke
grevinde? Og var hun ikke en af landets rigeste damer?
Men nød hun en position, som stod i forhold dertil? —
Nej! Altså bort fra ravnekrogen, hvor der jo alligevel
hviskedes. I det store udland beskæftigede man sig hel
digvis mere med hendes forgyldte nutid end med den