165 / 725
148
Charles Haugbøll
sig meget over. Og da Mayer morgenen efter „slaget" på
kroen, lidt slukøret drog til København, var man skade
fro nok til at pege fingre og mene, at han virkelig lig
nede en parentes.31
I København fortsattes forhandlingerne mellem de
stridende parter — ad telegrafisk vej ! „Grevinden" fik
tilbud om, at „alt skulle være glemt og tilgivet, hvis hun
ville afskedige sin elsker". Men hun smilede forelsket
til den smarte „chance-rytter", rev telegrammet midt
over og sagde, med dyb og inderlig glæde: „No my dar-
ling — now it’s us." — Gustav Mayer drog til London,
„grevinden" sendte bud efter sine møbler, — „gentle-
man"-rytteren havde vundet femte løb !
Da skilsmissen var i orden, Aldershvile atter indrettet
standsmæssigt, giftede Angelica sig for femte gang —
men denne gang med en mand, hun elskede. De blev viet
1
London (datoen kendes ikke, men ægtepagt er oprettet
24. februar 1909), og skønt bruden var femten år ældre
end brudgommen, kunne det endnu med rette siges, at
hun var yndig. Sammen med brudeparret holdt en flok
små raffinerede luksushunde med silkesko på poterne
deres indtog på Aldershvile. — Et af „grevinden"s små
excentriske påfund.
Endnu havde Angelica en god del af sin store formue
i behold, mere end nok til en sorgløs og forfinet tilvæ
relse, for renterne alene. Selv hvis kapitalen var blevet
anbragt til anstændige renter, ville hun have haft ca.
200,000 kroner i årpenge. — Men der var een ting, som
"grevinden" ikke var, nemlig fornuftig! Hun har efter
al sandsynlighed ikke haft den ringeste forstand på
penge, men troet, at hendes kasse var utømmelig, at
hendes rigdom ville vare evigt. Uden tvivl har hun haft
både dårlige og samvittighedsløse rådgivere, som har
sørget for at mele deres egen kage. I det følgende par