168 / 725
Grevinden af Bagsværd og Aldershviles historie
151
Det var midt under dette hektiske og forcerede liv,
at hendes tilværelse brændte ud i et ynkeligt drama. —
Natten mellem 8. og 9. juni 1909 gik æventyrslottet op i
luer, kun en rygende ruinhob blev tilbage af den tidligere
glans og herlighed.
Men inden denne sørgelige og tragiske begivenhed
berettes, skal forsøges en karakteristik af hende.
Det er sagt, at „grevinden” ikke øvede nogen rigtig
godgørenhed mod virkelig fattige, at hun figurerede
øverst på bidragslister og deltog i velgørenhedsbazarer
hovedsagelig på grund af sit snobberi — for at blive
omtalt og være midtpunkt. Men det hævdes fra anden
side ikke at være rigtigt. Naturligvis havde hun intet
mod at være midtpunkt — det var jo noget af hendes
natur — , men hun var samtidig klar over, at det var de
færreste penge, som kom virkelig fattige til gode ved den
slags fester.
Selv om det naturligvis ikke kan kaldes godgørenhed
i egentlig forstand, at hun rundhåndet hjalp mennesker
af sin egen omgangskreds, så vidner det dog om et gav
mildt hjerte. Selv om hun afskyede tiggerbreve og plump
smiger, og sjældent gav, hvis hun mærkede, bønnen om
hjælp mere var sykofanti end virkelig trang — så kunne
det naturligvis ikke undgås, at samvittighedsløse øjen-
tjenere og sleskere meget ofte franarrede hende betyde
lige summer. Der er sikkert på denne måde gået flere
penge, end dem, som kom virkelig trængende til gode.
At hun ofte kunne finde på at forære selv ret sjældne
og kostbare ting bort, udelukkende fordi der blev udtalt
en stærk beundring for genstanden, var naturligvis kun
excentriske luner. — Den slags kunne hun fortryde. —
Og når hun, i godt eller overstadigt humør, kom ind på
en tilfældig restauration, og pludselig indbød alle gæ
sterne til at drikke på hendes sundhed — og regning.