169 / 725
152
Charles Haugbøll
var det selvfølgelig kun en udvendig gestus. Men hyldet
blev hun, og har naturligvis på den måde efterladt sig
mange lyse minder.
At hendes samfundssind ikke var særlig udviklet, vid
ner følgende historie om:
Vejen op til „slottet" var en privat vej, men der var
gennem tiden vundet hævd på, at folk benyttede den,
når de havde ærinde i skoven. Da „grevinden" overtog
Aldershvile, forlangte hun, at kommunen skulle overtage
vedligeholdelsen. Og da sognerådet ikke var interesseret
i at læsse flere byrder på skatteyderne, blev det afslået.
Det følte „grevinden" sig irriteret over, og som modtræk
spærrede hun vejen med en bom. Det afstedkom natur
ligvis både berettiget og uberettiget harme. Byens .ungdom
tog „sagen" i sine hænder. Trods udsatte vagtposter blev
spærringen gang på gang ødelagt. En gang blev spøgen
drevet så vidt, at bommen blev savet af, transporteret
op på Bagsværd station og forsynet med mærkeseddel
til „grevinden"s residens i London.13 Om bommen nåede
bestemmelsesstedet, melder historien intet om.
Vej striden blev bilagt ved, at kommunen tvang „grev
inden", der ikke ville åbne vejen, til at anlægge en sti
langs skellet af hendes ejendom, så folk på den måde
kunne få adgang til skoven. Stien eksisterer endnu. Fra
Bagsværd station til den nye Bagsværdvej hedder den
Kurvej, og langs skellet til Hareskov Kuranstalt op til
Skovallé hedder den Kurstien.
Om nedenstående er andet end en „historie", må stå
for meddelerens14 egen regning — men den kan være
sand, den fortæller noget typisk om Angelicas karakter,
derfor tages den med her.
Under et sygeleje blev „grevinden" daglig tilset af en
yngre læge. Fra dag til dag mærkede „grevinden", at
lægen blev mere og mere tavs og indesluttet. Hun for
stod, at der var noget, som trykkede ham. Hun begyndte