HistoriskeMeddelelserKøbenhavn

150

Charles Haugbøll

omkring hende. De kårede hende villig som deres dron

ning, fordi hun uden smålighed skaffede dem en be

hagelig tilværelse. Festerne forandrede karakter, de blev

ikke mindre kostbare, men det mondæne blev erstattet

af det raffinerede og makabre. Det udartede mere og

mere til vilde solderier. Måske ønskede hun ikke selv

den udvikling, men bordet havde fanget! Hun var sta

dig festernes dronning -— og gled med.

Man kan ikke brænde sit lys i begge ender, uden at

det brænder hurtigere ud. Angelica var underkastet den

samme lov. Den megen og overdrevne „selskabelighed"

tærede både på helbredet, skønheden og humøret. Når

morgenteen bliver ombyttet med en stiv whisky, og der i

dagens løb stadig må fyldes på „lampen" for at være i

form, står ens sol ikke længere i zenit.

Dertil skaffede Evans hende mange sorger og kval

fulde stunder, som måtte døves. Mr. Evans var abso

lut ikke nogen nobel person. Han udnyttede temmelig

groft „grevindens" forelskelse. Hun honorerede alle hans

krav med den elskendes overbærenhed og i det forfæn

gelige håb, at vinde det hjerte, hun så heftigt attråede.

— Men enten kunne eller ville han ikke give hende den

varme, hun længtes efter. Han tog mindre og mindre

hensyn til hende. Der kunne ofte gå mange dage, hvor

han ikke viste sig på „slottet". Men selv om Angelica

druknede sin sorg i whiskysjusser, der blev kraftigere

og kraftigere, så brændte ilden stadig med uformindsket

styrke i hendes bryst. Den tanke, at Evans kunne være

hende utro, gjorde hende afsindig af sorg. Gang på gang

kom det til store dramatiske opgør — men påfølgende

anger og tilgivelse og nye opfyldte ønsker for den til

bedte. Hun tog føringen i den vidtløftige „selskabelig

hed", orgierne blev mere animerede og sanseløse — men

Angelica var endnu dronningen, og lod sig ikke stikke

ud!