163 / 725
146
Charles Haugbøll
hendes hjerte ikke erobret. Ganske vist havde hun kendt
mange mænd og aldrig været karrig overfor sine elskere.
Måske var hun letsindig, måske fordærvet, måske havde
hun bare taget fejl af kærlighed og erotik. — Men endnu
havde hun ikke truffet den eneste ene, der kunne for
jage den higende uro og nagende længsel, der snørede
sig om hendes sind. Hun, der selv havde skænket glæde
til så mange, skulle hun aldrig opnå den lykke selv at
elske?
Jo, også det brændende ønske skulle hun få opfyldt.
På en væddeløbsbane tabte hun sit hjerte. Vinderen
blev gentleman-rytteren mr. William Evans, en høj,
slank og sportstrænet fyr, flottere af udseende end af
karakter, en chancerytter og æventyrer. — Men kærlig
heden går jo sine egne veje!
Imidlertid kunne hun ikke komme uden om den kends
gerning, at hun var gift med Mayer. De stod netop i be
greb med at rejse til Danmark for at påbegynde en
udstykning på en del af Aldershviles jorder. Da hun af
en eller anden grund ikke ønskede at ophæve ægteskabet,
men alligevel ikke ville undvære sit hjertes udkårede,
satte hun, ved hjælp af en intrige, igennem, at mr.
Evans og en ven til ham fulgte med til Danmark som
Mayers gæster (for Evans ejede ikke andet end sit glatte
ansigt).
Ved sit giftermål med kunsthandleren havde „grev
inden" ladet det meste af inventaret på Aldershvile fragte
til London. „Slottet" var altså ikke beboeligt, men heldig
vis var Bagsværd kro nyrestaureret og i stand til at huse
fornemme gæster. Her tog selskabet ind, og her udspil
ledes den dramatiske begivenhed, som er gået over i
Bagsværds historie under navnet „slaget på Bagsværd
kro".
Kunsthandler Mayer, der var meget forelsket i sin
kone, blev hurtig klar over, at der var „noget" på færde.