346 / 725
328
Olaf Olsen
i nogen grad et udtryk for et humanere syn på fængsels-
forsorgen end den gængse, men har dog nok så meget
sin årsag i, at det danske tugthus var en statsanstalt,
der ikke behøvede at skæve så meget til budgettet. Den
økonomiske nødvendighed, der tvang mange af de uden
landske anstalter til at holde fangerne på smalkost og
udnytte deres arbejdskraft til det yderste, er allerede
berørt. Og vi behøver endda ikke at gå til udlandet for
at finde eksempler på en sådan praksis: Etienne de la
Fosse, der 1695—97 drev børnehusinanufakturet på Chri
stianshavn, søgte at tvinge produktionen i vejret ved en
næsten umenneskelig behandling af lemmerne.100
Derudover må det pointeres, at de udenlandske tugt
huse næsten alle i højere grad end det danske fungerede
som fængsler for kriminelle forbrydere og derved fik et
langt stærkere indslag af især voksne mænd. I Christian
IV’s tugthus var lemmerne nok så meget børn, der skulle
opdrages og uddannes, som forhærdede forbrydere, der
skulle tugtes.
Det er dog utvivlsomt, at såfremt man havde slækket
på kosten og på den ene eller den anden måde presset
arbejdstempoet i vejret, havde det været muligt at ned
bringe anstaltens underskud ret betydeligt. At dette trods
store lækager i statskassen ikke skete, tjener tugthusets
ledelse og dets primus motor, kongen selv, til megen ære.
Og set i en bredere sammenhæng er det bemærkelsesvær
digt, at de voldsomme udskejelser, der kendetegner den
tids retspleje og fængselsvæsen ikke mindst i det syd
lige udland, og som der ovenfor er givet eksempler på,
ikke havde vundet indpas her tillands.
SYGDOM, DØD OG LØSLADELSER.
Var livet i tugt- og børnehuset ikke så usselt og hårdt,
som man almindeligvis forestiller sig, havde det dog til
lige sine meget tunge sider, også når man ser bort fra