349 / 725
Christian IV’s tugt- og børnehus
331
stanken dog så stærk og gennemtrængende, at den bed
selv i borgernes forhærdede næser. I 1551 befalede Gu
stav Vasa, at hospitalet i Stockholm skulle flyttes fra
Gråmunkeholmen til et mindre centralt sted, fordi „en
mechtig ondh stanck kommer udi hele stadhen ther i
Stocholm aff the Spetall“.196 Christian IV’s tugt- og
børnehus lugtede næppe stort bedre.
At urenligheden fulgtes af utøj og rotter, siger sig
selv. Regnskaberne giver adskillige meddelelser om, at
der bliver „renoveret for Utøigt", og også rotterne, der
op til moderne tid har været en af byens store plager,
hærgede i tugthuset. I februar 1622 „fordærvede og søn-
derskar“ de således ikke mindre end 81 fåre- og lamme
skind, der var hængt til tørre på loftet, og Hans Her-
mandsen Rottefanger blev engang imellem betalt for at
have lagt rottepulver og „bortvist" rotterne fra adskillige
steder i anstalten. Foruden utøj og rotter avlede urenlig
heden særlige sygdomme, der blev karakteristiske for
børnehuset. Dette gælder især skurv. Børnenes skurvede
hoveder var gennem hele anstaltens levetid et særligt
problem. Fra 1629 måtte der ligefrem ansættes en kvin
de, Inger Jensen, der fik som eneste opgave at læge de
angrebne hoveder. Hun kom ikke til at mangle arbejde.
Alene i tiden april til december 1630 smurte og rengjorde
hun 112 forskellige drenges og pigers hoveder, „som hav
de været ganske fordærvede".197 Som lægemiddel anvend
tes i begyndelsen især smør og askelud — jfr. ordsproget
om skarp lud til skurvede hoveder. Senere gik man over
til at lægge beghuer på hovederne, hvilket vel nok var
mere pinefuldt end gavnligt.
20. maj 1640 udgik der kgl. brev til Københavns syv
mest ansete læger, deriblandt Oluf Worm, hofmedikus
Jacob Fabricius og børnehusets egen læge Otto Sperling,
med befaling om at mødes og deliberere om, hvorledes
den sygdom, der var gængs i børnehuset, bedst kunne