352 / 725
334
Olaf Olsen
var dr. Henrik Paaske, der ellers var velanskrevet, og
som da også forblev i embedet til sin død 1636. Skarpere
er kritikken af dr. Ambrosius Rode, der efterfulgte Hen
rik Paaske. I et brev 15. december 1636 pålægger kongen
rentemestrene at undersøge, om man kan finde en anden
læge til børnehuset. Skulle det være nødvendigt at byde
den nye læge en større løn, da måtte det ske, skriver
kongen, thi de penge var vel stedte. Forstanderen havde
nemlig meddelt ham, at Ambrosius Rode „curerer bør
nene derinde, at de efterhånden kommer hen ad kirke
gården, uanset at, Gud være lovet, endomstund derinde
ingen pest grasserer".208 Også Otto Sperling blev udsat
for kritik og afskediget,209 men denne affære havde en
politisk baggrund — Sperling var nært knyttet til Korfitz
Ulfeldt — og det er tvivlsomt, om der med føje kunne
rettes bebrejdelser mod Sperlings embedsførelse.
I det store og hele valgtes børnehuslægerne blandt de
mest ansete læger i København, og børnene skulle sådan
set være i gode hænder. Men selv de dygtigste læger stod
magtesløse over for de voldsomme epidemier, der i
1620’rne og 30’rne hærgede i København. Disse epide
mier, der gik under fællesnavnet „pest“, er mærkeligt
nok aldrig gjort til genstand for en moderne medicinsk
historisk undersøgelse, omend der foreligger et ret bety
deligt kildemateriale. Men det må anses for givet, at der
ikke blot var tale om egentlig pest, men også om tyfus-,
dysenteri- og koppeepidemier. Benævnelser som „blod
gang", „blodsot", „tarmløb" etc. kunne tyde derpå.
Den første alvorlige epidemi i tugthusets levetid kom
til Danmark i 1619 efter mange års relativ stilstand på
det epidemiske område. I København lukkede universi
tetet — altid et sikkert tegn på, at pesten var kommet —
og uden for Nørreport oprettedes et pestsygehus.210 Fra
august 1619 omtaler tugthusregnskaberne jævnligt „de
syge uden Nørreport", og en betydelig del af lemmerne