351 / 725
Christian IV’s tugt- og børnehus
333
1000 speciedaler årligt.203 Som en udløber af denne aftale
sluttede Sperling 23. ju li 1638 kontrakt med børnehusets
badskær Michel Daleman om levering af plastre m. v.
Denne kontrakt har sin særlige interesse ved at fast
lægge grænserne mellem lægens og badskærens arbejde
—- et spørgsmål, der ellers nok kunne volde uenighed.
Det hedder i kontrakten, at det var badskærens opgave
at behandle friske som gamle sår, svulster og bylder,
benbrud og forstuvninger, samt hvad ellers der kræves
af en kirurg, undtagen mund- og halssvulster, som Sper
ling selv ville tage sig af tillige med den medicinske
pleje, der helt tilkom lægen.204
De kloge koner, der i de første år havde spillet en af
gørende rolle i tugthusets sygepleje, var der ingen plads
afsat til i lægens og badskærens kontrakt. Helt forsvandt
de dog ikke. I Helsingør var der 1637 afsagt dom i en
sag mellem en badskær og en gammel kone, der fuskede
i faget. Konen fik strengt tilhold om at holde sig fra
friske skader, benbrud og andet, der rettelig tilkom bad
skæren, men det siges også i dommen, at det ikke skulle
være hende og andre forment „gamle skader at læge og
hjælpe“, thi erfaringen viste, at folk, der var opgivet af
badskæren, ofte var blevet hjulpet af andre.203 Det er den
endnu levende mistillid til den autoriserede lægekunst,
der fandt udtryk i denne dorn. Og den kvinde, der 18.
ju li 1639 i tugthuset fik udleveret 3}4 alen blårlærred,
som hun skulle bruge til at hjælpe to blinde børnehus-
drenge til deres syn igen,206 turde netop være et eksempel
på, at hvad læge og badskær ikke turde binde an med,
havde man da gudskelov de kloge koner til.
Kongen selv så med streng kritik på børnehuslægernes
arbejde. Den 28. februar 1634 bemærkede han i et brev
til rentemestrene, at „den doktor derinde må ikke være
ret flittig udi sin bestilling, mens man fornemmer, at der
er en temmelig hob død derinde“.207 Den omtalte læge