HistoriskeMeddelelserKøbenhavn

Et københavnsk officershjem i 1850’erne

381

kaserner eller lignende statspladser. De var klædt så

ledes: Højre side af trøjen sort, venstre grå, modsat ben

klæderne, der kun lige gik neden for knæet, hvide, uldne

strømper og på det ene ben en jernlænke, som gik fra

knæet ned til anklen, hvor den sluttede i en bred ring.

Gamle Jens kom hver morgen, hans bestilling var at

holde gården ren, og da det var nemt nok, lavede han til

egen fortjeneste måtter og lignende; han fik gerne mid

dagsmad hos os og var vor gode ven. Han havde også kun

stjålet en ende reb, det var ikke så farligt, syntes han,

men det oplystes senere, at der havde hængt en ko i den

anden ende af det. Sommetider havde vi flere slaver i

arbejde på værkstedet, deriblandt en sort fra Vestindien,

som afsonede sin straf her, ham var vi ikke glade for,

når han viste sine hvide tænder og rullede med øjnene.

Om aftenen blev de hentet af fogden og marcherede i

geled hjem til Stokhuset.

Hvert år blev der afholdt eksamen over eleverne, hvad

naturligvis var en stor højtidelighed; hvor blev der pud

set og striglet, så heste og alt skinnede, thi for overvagt

mesteren kunne ikke den mindste plet skjules. Så op-

randt dagen, fader ledede selv ridningen, og daværende

prins Christian (IX) overværede altid præsentationerne,

han var jo „Danmarks første rytter“, desuden flere offi

cerer fra de forskellige afdelinger. Efter rideøvelserne gav

fader stor frokost, i parentes sagt det eneste større selskab

om året; prinsen præsiderede for bordenden, vor store,

drevne sølvmaskine, en arv fra Rosenørnerne på Katholm,

stod på den anden, hvor moder sad og lavede kaffe. Jeg

var engang med til bords; der udeblev en eller anden, og

13 måtte vi ikke være, men om jeg fik noget at spise,

ved jeg ikke, så optaget var jeg at af se på alle de galla-

klædte personligheder og høre de gode ord, der faldt

0111

opvisningen.

Hver mandag var fader ude i Det gule Palæ for al af

lægge rapport

0111

ugens begivenheder, og det var ham

altid en glæde at komme der, alting var så ligefremt og

dansk præget. En dag mødte han prins Vilhelm, senere

kong Georg, på gangen. „God dag, ritmester Bruhn“,

sagde prinsen, „nu skal jeg vise Dem noget, De ikke har

set før“ — og så gik han hen og bankede på prinsesse

Alexandras dør, og idet hun åbnede den, greb han hende