474 / 725
454
Torben Krogh
vaaben, pansre eller hjelme. Til dette optog slutter sig
yderligere 8
danske krigere
(statister), arrangeret i 2
linier, og imellem sig har de 8
svenske krigere
(statister )
„som Fanger uden Vaaben“. De deler sig nu i 4 linier
og bliver staaende i baggrunden af D. S., hvor jo hele den
øvrige slagne hær har plads, medens størstedelen af de
sejrrige danskere holder til paa den modsatte side. Ved
hjælp af lidt fantasi er det ikke svært at forestille sig
denne situation; de to modstandere lige overfor h inan
den, de dybt nedbøjede svenskere med sænket hoved og
de stolte sejrsberuste danske, symbolsk nok paa den
side, hvor kongelogen befandt sig.
Ved Regnars „Omhu“ er Thora imidlertid blevet „væk
ket" af sin afmagt. Hun gribes af en „kjærlig Angest"
ved synet af hans blodbestænkte rustning; til sin trøst
erfarer hun dog, at det ikke er hans blod, men „Blod af
de Forræddere, som saa barbarisk overfaldt ham“ . For at
adsprede „hendes forskiellige voldsomme Sindsbevæ
gelser, Rædselen over sin Faders Tab, og den ligesaa
vældige Glæde over sin Brudgoms Frelse", befaler Reg
nar, at festen atter skal begynde, og de fangne svenskere
straffes saa ganske i tidens humane aand ved „at være
Vidner dertil". Først præsenterer en af hoffets damer sig
i en udtryksfuld adagio (molto cantabile), og derefter
fremtriner en skjald, som synger en animeret vise, se
kunderet af koret, der udfører omkvædet: „Vi sjungende
seire, vi sjungende døe: Leve Fædreland, Konge og Møe".
Skjalden var en nyttig figur i de nordiske stykker, hvor
der altid blev lejlighed til en sang, naar han viste sig,
hvad f. eks. er tilfældet i „Gorm den Gamle" og „Erik
Ejegod", ja, i „Festen i Valhal" træffer vi endogsaa selve
skjaldeguden Braga. Fra slutningen af det 18. aarhun-
drede var det blevet mode at indlægge stærkt patriotisk
betonede viser i syngespillene, og her maa først og frem
mest nævnes Thomas Thaarups to nationale syngespil,