Joachim udi Pustervig
647
Da denne dom blev oplæst, vilde kongelig skuespiller
Joachim Ludvig Phister plante sin hårde næve i skran
ken, men han besindede sig. Fløjtende en melodi fra „El
skovsdrikken" skred han gravitetisk ud af retslokalet
med et skævt blik til Kristus-ridderen. Hvad han tænkte
om dommeren og dennes for al kunst og menneskelig
hed så udeltagende dom, sagde han ikke, men man kan
være temmelig forvisset om, at han gav disse tanker ud
tryk overfor sine venner henne hos Kehlet. Og, dersom
han havde efterladt sig memoirer, vilde denne episode
sikkert også have fået sine sider med oplysende randbe
mærkninger. Men Phisters lune var så saftigt og hans
menneskelighed så bred og vidtfavnende, at man tør for
mode, at han har glemt det hele første gang, han igen
stod på scenen efter de højtidelige påskedage i 1840.
Og hvad skete der så mere i denne besynderlige sag?
Fik konsul Garrigues skuespilleren bastet og bundet i
værelserne på første sal i Pustervig nr. 196, den fine,
gamle patricierejendom, som ligger der endnu med den
store indkørselsport, og måtte den glade Phister i to år
udsætte sig for at møde Kristus-ridderen på trapperne
for at trøste sig med at vågne op om morgenen ved fug
lenes sang i træerne på Hauserplads?
Det vil læseren gerne vide, og på det punkt ser vi os
i stand til at stille hans nysgerrighed. Phister vilde ikke
agere Joachim udi Pustervig, så han fik sig per fas et
nefas vredet ud af konsulens jernhårde tag. Om det skete
ved erlæggelse af en konventionalbøde, eller om der blev
truffet en mindelig overenskomst, derom oplyses intet,
men det følgende år træffer vi skuespilleren boende i
Vingårdsstræde nummer 134, og der blev han, indtil hans
stjerne steg så højt, at han kunde bo, hvor han vilde, og
betale, hvilken leje man afkrævede ham.
Og medens Phisters ry tiltog, indtil han stod som den