663 / 725
Joachim udi Pustervig
645
værdigheden af det ene Vidne, ved hvilket Citanten har
søgt at bevise Indstevntes ovenberørte Udladelse om at
Citanten kunde flytte, ligesaa lidet har tilstrækkelig
Hjemmel i denne Lovgivning, som Citanten paa den an
den Side, selv under Forudsætning af den paaberaabte
Omstændigheds Rigtighed, kan gives Medhold i, at Ind
stevnte ved ikke at have Værelserne betimeligt færdige
skulde have forbrudt sin Ret efter Contracten imod Ci
tanten, vil Sagens Udfald beroe paa, hvorvidt Indstevnte
maa antages ved den omtalte Udladelse at have indrøm
met Citanten Ret til at flytte til førstkommende Flytte
dag.
Ved det fra Citantens Side præsterede Vidnebeviis,
imod hvis Tilstrækkelighed der som bemærket ikke med
Føie kan protesteres, maa det ansees godtgjort, at Ind
stevnte efter at Citanten ved ovenberørte Leilighed havde
bebreidet ham, at Værelserne ikke vare blevne færdige
efter Løvte, har sagt: „Ja, Hr. Phister, det er ikke min
Skyld, men saa snart De kommer i Rolighed, vil De nok
finde Dem fornøiet“, og at han, da Citanten dertil yttre-
de, at han ikke fandt sig forpligtet til fra sin Side at op
fylde Contracten, naar Indstevnte ikke havde holdt sit
Løvte, har svaret: „Ja, Hr. Phister, naar De ikke er for-
nøiet, kan De jo flytte“, hvorefter Citanten da strax er
klærede: „Saa opsiger jeg Dem herved i Vidners Over-
værelse“, hvorimod det ikke imod Indstevntes Benegtelse
er beviist, at denne derefter har brugt nogen Udladelse,
der gik ud paa, at han modtog Opsigelsen.
Hensees nu til, at der i den Yttring af Citanten, der
nærmest gik foran for Indstevntes Udladelse, at Citanten
kunde flytte, ikke indeholdes nogen Tilkjendegivelse af,
at denne specielt med Hensyn til Leiemaalets Længde
ansaae sig løst fra sin contractmæssige Forpligtelse,
hvorimod Indstevntes oftberørte Svar nærmest synes at