DetKongeligeOpfostringhus

sympat.hetisk, ja karikeret Maade, og man skyer ikke saa-

danne Udtalelser, som at den er forargelig — dette skal

naturlig kun gjælde de offentlige Skoler, i private Skoler

er Forholdet selvfølgelig et helt andet; der løftes den

strax op i en højere Sfære. Er Skolens Religionsunder

visning forargelig, da løses Spørgsmaalet meget let*

Læreren er en Umulighed, han maa fjernes; men en

saadan Lærer, hvis han over Hovedet findes, jeg har i

alt Fald ondt ved at tænke mig en Lærer saa lavt stil

let i moralsk Henseende, at han ikke lige over for det

hellige vilde føle sit Ansvar og ikke vilde undlade at

meddele en Undervisning, han selv følte var forargelig,

vil være en sjelden Undtagelse. Meddeles Religionsun

dervisningen i sømmelig Form af en samvittighedsfuld

Lærer med Følelse af sit Ansvar, tror jeg ikke, at For

ældre, der ikke ere fanatiske, behøve at føle sig besvæ

rede i deres Samvittighed ved at lade Børnene deltage

deri; de religiøse Modsætninger indenfor Folkekirken ere

jo ikke saa store, at der let kan opstaa nogen Samvit

tighedskonflikt, naar man ikke netop selv vil søge den

eller mistyde Lærerens Undervisning.

Er der noget

religiøst Differentspunkt, da vil der let med en Smule

god Villie kunne undgaas Anstød, naar der finder til

lidsfuld Forhandling Sted mellem Skole og Hjem. Læ

reren vil sikkerlig, naar ban véd, der er et eller andet

Differentspunkt, anvende den største Forsigtighed, ihu

kommende Formaningen: «Værer Sandheden tro i Kjær

lighed !•>

Desværre gjør ved dette Spørgsmaals Drøf

telse sig ikke altid den sande kristelige Fordragelighed

gjældende, men ofte det religiøse Hovmod og den reli

giøse Fanatisme, der sætter sig til Doms over Lærerens

Tro eller Ikke-Tro; herom kan intet Menneske, naar

der ikke foreligger bestemte Udtalelser eller Kjends-

gjerninger, dømme, og man maa vogte sig for at kjende

den Lærer, der maaske paa et. eller andet Punkt har