195 / 268
i Forhold til, hvad mange andre Billedhuggere
raspede af sig for Fordelens Skyld. Stor Foragt
næ rede han for de saakaldte Kunstkritikere, især
naar disse „smurte noget Vrøvl op i B ladene“.
Tillige havde han dyb Foragt for den overfladi
ske, kultiverede Del af Samfundet, som om Vin
teren besøgte Rom og Ateliererne. Han kom
derfor aldrig i den skandinaviske Forening, men
havde samlet nogle faa Udvalgte omkring sig,
fattige, mindre talentfulde, ligesom han selv, og
for denne lille Kreds, der gik under Navn af
„Dydsforeningen“, var han Præsident, et Navn,
paa hvilket han satte særlig Pris.
Da han arbejdede langsomt og som Regel kun
udførte Statuetter, var hans Indtægter saare
knappe; men traf han nogen, der var fattigere
end han, var han mere rundhaandet end Thor-
valdsen, der i sine sidste Aar kneb stæ rkt paa
Skillingen. Børn var Holbechs Yndlinge, og det
var sædvanligvis saadanne, han gengav i Mar
moret; især har en Gruppe sovende Børn, som
han flere Gange har udført, gjort hans Navn
bekendt.
Holbech levede yderst tarveligt, næsten spar
tansk, og han yndede ikke, at nogen kom op i
hans Lejlighed. Da jeg i „Fra Piazza del Po-
polo“ havde skildret ham som „den Gamle af