190 / 268
183
havde i Grønnegade med Urtekræmmeren paa
Hjørnet. Marstrand spyttede paa Fingrene og
gned paa U rtekræmmerens Rude, saa Appel
sinerne dejsede ned i Siruppen, og saa kan det
nok hændes, at vi tog til Bens op ad Antoni-
stræde. Kan De huske dér, hvor alle disse Bør
stenbindere b o r ? “
Hvor forunderligt virker ikke disse køben
havnske Ungdomsord under de Omgivelser,
hvori de siges. Oldtidens Ruiner, Katolicismens
Klostre, Munke, Nonner, U rtekræmmere og Bør
stenbindere svinger sig i en saa forunderlig
Ringdans, at jeg uvilkaarlig brister i Latter;
men Kiichler siger ganske alvorlig: „Ja, saaledes
var det dengang, nu er det jo anderledes!“ Og
kunde hans Brødre dernede i Haven have hørt
denne lille Samtale, tror jeg nok, at en Del af
Helgenglansen var gaaet af ham.
Kiichler indtager nemlig en ganske særegen
Stilling blandt disse, for største Delen simple og
ganske uvidende Brødre; thi han er Klosterets
Guldfugl og faar mange blanke Scudoer til at
rulle ind i dets Kasse. Som Franciskaner maa
han intet eje, alt hvad han fortjener, tilfalder
Klosteret, og det er ikke saa ringe Summer
endda. — Den Kopi af P erugino’s Madonna, som
Kiichler malede, betalte Grosserer Puggaard med