188 / 268
181
Kiichler ser aandsfraværende ud imod det og
svarer tøvende: „Ja, hvad hedder det, aah! Fra
Angelo! hvad hedder det K loster?“
Munken nævner ærbødig et Navn, som jeg
har glemt, og jeg spørger videre: „Men hvorfor
illuminerer d e ? “
„Ja,“ siger Kiichler lidt trevent, „hvorfor illu
minerer de. Aah, Fra Angelo! hvorfor illumi
nerer de d e r h e n n e ? “
Munken meddeler mig vidtløftigt, at det er
til Æ re for en for længst hensovet Helgen; men
Kiichler, som ser at jeg vil gøre flere Spørgs-
maal, letter utaalmodigt paa sig og siger:
„Lad os gaa ovenpaa, jeg kan ikke lide, at
de andre glor paa o s!“
„Men de forstaar os jo ikke,“ indvender jeg.
„Jo, saadan halvvejs,“ siger Kiichler, „kan de
ikke forstaa Ordene, saa forstaar de Minerne,
det gør Italienerne altid. Hvor kan j e g huske,
hvad alle disse Klostre og Helgener hedder.“
Saa vandrer vi op i Kiichlers Atelier, et
stort firkantet Rum, hvor der ikke findes andet
Bohave end et Bord, et Par Stole og en Bede-
pult, hvorover der pranger et Billede af Ma
donna. Døren til hans Soveværelse staar aaben,
og jeg ser ind i et lille Kammer, hvor der kun
findes en smal Jernseng, en Lerkrukke og et