193 / 268
186
Klosteret, paa Gaden kaster Drengene Sten efter
m ig !“
I 1876, fire Aar før Kiichlers Død, malede
F. C. Lund Kiichler i hans tarvelige Atelier, og
dette Billede hænger nu paa min Væg; jeg
hilser paa det hver Morgen og tænker med Ve
mod paa den gamle, elskværdige Munk, som nu
hviler paa den tysk-katolske Kirkegaard, hvor
Venner og Landsmænd har rejst en Mindesten
paa hans Grav.
I absolut Modsætning til denne stille, blege,
indadvendte Munk staar hans Ven og Kammerat,
Carl Frederik Holbech for min Erindring. Hans
skulderbrede Kæmpeskikkelse, hans store aske-
graa Skæg, hans skarpe Blik og faste Gang,
i Forbindelse med hans ejendommelige Dragt,
gjorde ham til en af Roms bekendte Skikkelser,
og skønt han i 1862 kun var lidt over de halv
hundrede Aar, blev han dog betegnet som „den
g am le“ saavel af de danske Kunstnere, som af
sine romerske Venner.
Holbech havde som Kunstner ikke det Held,
som Kiichler; thi han naaede kun at faa Akade
miets 2 Sølvmedailler, medens han forgæves
flere Gange konkurrerede til den mindre Guld-
medaille. Utilfreds hermed skrabede han sine
faa Penge sammen, og naaede over Berlin til