184 / 268
177
brugte det skarpe Udtryk, at han vrøvlede ham
ind i Katolicismen; men Sagen har vistnok væ
ret den, at Kiichler ved den stadige Omgang
med sine katolske Venner følte sig mere til
trukket af den katolske Gudstjeneste end af den
protestantiske. Han skiftede altsaa ikke alene
Tro, men lod sig optage i et Kloster i Schlesien,
hvorfra han efter et fireaarigt Ophold vendte til
bage til Rom.
Naar man fra Kapitolium stiger ned mod
Forum ad den vestlige Vej, som fører gennem
Titusbuen, træffer man til højre snart en anden
Vej, som fører op ad Palatinerbjerget, hvis Mure
og Hvælvinger pranger i den frodigste Yppighed
med Roser, Vibornum, Vedbend, Brombær og
viftende Venushaar. Man ser strax, at Vejen
fører til et Kloster; thi paa den venstre Side
staar det ene Helgenalter efter det andet, og
udmæ rker disse sig just ikke ved Kunst, saa
bøjer den vandrende Romer sig dog for dem.
Øverst oppe svinger Vejen til venstre, og naar
man har naaet en Pæl, hvorpaa der staar: „Ad
gang for Kvinder forbudt“ , ser man den brune
Klosterbygning lige foran sig.
Man ringer paa en meget rusten og meget
skrattende Klokke, og efter nogle Minuters For
løb høres slæbende Trin, en Luge aabnes, og
Vilh. Bergsøe: Eventyr i Udlandet.
12