182 / 268
175
er der jo ingenting der hedder hernede. Havde
de endda gjort mig til „console generale“, det
havde der væ ret Mening i.“
Hans Vrede mildnedes dog lidt efter lidt, og
da han endelig fik Kommandørkorset, tror jeg
nok, at han følte sig paa Toppunktet af dette
Livs Lykke; thi for en cavalière og commenda-
tore har Romerne Respekt. Han vedblev lige til
det sidste at varetage sine Forretninger, og døde
først 1876, nogle og firsindstyve Aar gammel.
Alle de, der har kendt ham, mindes ham med
Takhemmelighed; thi først da man lærte de se
nere Konsuler at kende, forstod man at sætte
Pris paa, hvad Bravo havde været som saadan.
Nu hviler han paa den protestantiske Kirkegaard
sammen med Hauch og mange andre Danske,
som han i levende Live har støttet og hjulpet.
Naar jeg besøgte Bravo i hans hyggelige Lej
lighed, traf jeg ofte en gammel Munk, som med
synligt Velbehag nød sin Kaffe og den importe
rede Cigar, som Konsulen havde budt ham. Det
var den forhenværende Genremaler Albert Kiich-
ler, nu Franciskanermunk og Broder i Klosteret
S. Bonaventure paa Toppen af Palatinerbjerget.
„Hvor det er rart at være Munk ,“ sagde han
en Dag, da han drak sin Kaffe, „man faar al
ting frit, Kaffe, Cigar og Farver oven i Købet,