179 / 268
172
Vilhelm Bissen har saaledes fortalt mig, at da
han, Bravo og Ernst Meyer kørte sammen til
en Begravelse paa den protestantiske Kirkegaard,
kom de ved „Circus max imu s“ forbi den jødi
ske, som var meget forfalden og hist og her
beplantet med Artiskokker. Ernst Meyer pegede
ud imod den og sagde til Bravo: „Se der,
Bravo, der skal vi to engang ligge.“
„Ej was,“ snerrede Bravo, „jeg kommer jo
ikke dér, tror Du jeg vil ligge under Artiskok
ker ? “
„Ja, hvorfor i k k e ? “ spurgte Ernst Meyer, „de
Artiskokker er ikke af den sædvanlige Slags, til
dem behøver Du ingen Hvidløg, naar Du laver
dem til.“
Det varede til Held for Bravo og de rejsende
Skandinaver meget længe, inden hans blomster
smykkede Kiste førtes forbi Jødekirkegaarden,
da han var i Besiddelse af en sjelden Sund
hed. Alderen ikke tog paa ham, „Thi jeg
drikker kun Vand fra T re v i,“ sagde han, og
virkelig syntes der i denne Kilde at væ re en
Foryngelsens Kraft; thi da jeg en halv Snes Aar
efter atter kom til Rom, kunde jeg ikke se, at
Aarene havde taget det mindste paa vor elsk
værdige Konsul. Han var bleven en lille Smule
mere stivbenet, men tog det med Gemyt; thi da