175 / 268
168
Dage efter sendte Collin mig, til Bravo’s store
Forbavselse, en Anvisning paa fire Hundrede
Rigsdaler, en Sum, der var tilstrækkelig til at
udløse den stakkels Sadelmager af Tjenesten og
skaffe ham hjem til Danmark. Men havde jeg
ikke været dernede, tror jeg nok, at Manden
var havnet paa den protestantiske Kirkegaard.
Var det Bravo’s Rædsel at dirigere General
forsamlinger, saa havde han til Gengæ ld et an
det aarligt Direktorat, som voldte ham desto
mere Glæde, og det var, naar han skulde præ
sidere ved Julefesten i Rom. Han fik da gerne
den fornemste Dame til Bords, og tog sig med
Ridderkorset paa Brystet og Vedbendkransen om
den skraat tilbagefaldende Pande just ikke gan-
ske antik ud. Alligevel følte han sig som en af
de romerske Konsuler, naar de ad via triumph-
alis drog ind for at lægge Sejrsbyttet foran Con-
cordias Tempel. Naar da Julegrøden var anrettet,
rejste Bravo sig med stille Værdighed, saa’ sig
om i Forsamlingen og sagde ufravigelig:
„Og dette skal være vore nordiske Trekon
gers Skaal; de leve længe, de leve høj!“
Og naar da Hu rraraabene drønede gennem
Salen, havde han en Følelse som Paven, naar han
Paaskedag har lyst Velsignelsen fra St. Peters
store Loggia.