174 / 268
167
en skønne Dag maatte lade sig hverve ind i
den pavelige Legion, der efter hans Sigende
bestod af det værste Skrabsammen fra alle Na
tioner. Saa fik han Feber, og da han var kom
men sig efter det første Anfald, skrev han hjem
til sin Søster, hvem han havde betroet sin Spare
kassebog. Hendes Mand havde imidlertid Bogen
i sit Værge og vilde ikke udlevere den, da han
haabede at arve Svogerens Penge, naar han
døde.
Da jeg havde faaet Mandens Vandrebog og
Pas, gik jeg med begge Dele til Bravo og fore
lagde ham Sagen med Bøn om at tage sig af
den stakkels Soldat, som jo let kunde faa sine
Penge fra Sparekassen, naar blot Bravo vilde
bevidne hans Identitet.
„Ibenditet!“ raabte Bravo, „hvor skal jeg faa
den fra, og hvad er det De snakker om en
Sparekasse? Je g har Gut forbarme mig aldrig
set en Sparekasse! Lad den Fyr gaa, han
ser mig ud til at være kommet lige fra Ga-
lere rn e .“
Trods Bravo’s Indvendinger skrev jeg et Iden
titetsbevis, som han forsynede med sin Under
skrift og Konsulatets Segl. Derpaa skrev jeg til
Etatsraad Collin, som dengang var en af Direk
tørerne for Sparekassen i København, og fjorten