169 / 268
162
største G læde at vise En nye Modeller til de
prægtige Sager, han lod forarbejde.
Bag Bravo’s store Modtagelsesværelse laa et
mindre, som dels indeholdt Minder fra hans Liv
med Thorvaldsen, dels mange værdifulde Male
rier fra ældre Tider af de forskellige Kunstnere,
som havde besøgt Rom. Han viste altid disse
Sager frem med en vis Stolthed, og navnlig var
Relikvierne fra Thorvaldsen ham dyrebare.
Da Bravo ikke kunde tale noget af de tre
nordiske Sprog korrekt, kunde han endnu min
dre skrive dem, og maatte derfor foruden en
Tjener, som bragte Skandinaverne deres Post,
tillige holde en Sekretær, der ogsaa var Biblio
tekar ved den skandinaviske Forening, hvor han
havde Fribolig mod at besørge Bogudlaanet og
i det hele varetage Foreningens Interesser. Da
jeg kom til Rom, beklædte Nordmanden Batz-
mann, der studerede Kunsthistorie, denne Post;
men han afløstes i Foraaret 1863 af Dietrichson,
der tillige med sin Hustru opholdt sig i Rom
indtil efter Krigen 1864.
Bravo havde ingen Kontortid, man kunde søge
ham hver Time paa Dagen lige fra den tidlige
Morgen, og blev altid lige venlig modtaget med
de stadig tilbagevendende Ord: „Gut Zatan, God
Dag, vil De have en Z ig a rro ? “ Og naar denne