167 / 268
160
og nu kaldte han sig Kunstagent Bravo. Som
saadan faldt det i hans Lod at hjemsende Thor-
valdsens Værker, et Foretagende, der lykkedes
over al Forventning, idet ikke et eneste Marmor
væ rk gik tabt, undtagen de tre Gratier, der søn-
dersloges, da de her i København skulde hejses
op paa Dækket. Til Løn for sin Dygtighed blev
han nu udnævnt til Konsul, og skønt han na
turligvis ikke kunde maale sig med en Zoéga
eller Brøndsted, havde han dog andre Egen
skaber, der bevirkede, at hans Konsulat ube
tinget maa kaldes overmaade heldigt for de mange
Skandinaver, der i hans Levetid har besøgt Rom.
Bravo var ikke lærd, endnu mindre begavet;
men han var i Besiddelse af en aldrig svigtende
Tjenstvillighed, og paatog sig beredvillig Forret
ninger, som andre Konsuler vilde have afvist
med Foragt.
Da jeg en Dag kom op til ham, sad han dybt
grundende over et mægtigt Brev, der var skre
vet med en fortvivlet daarlig Haand.
„Ach, Gut Zatan! jeg ferstaar ikke et Ord af
det Hele; den Mand maa jo væ re taget fra sin
F o rsta n d ; han skriver baade Tysk og Fransk og
Italiensk oven paa hinanden, og saa putter han
mig pludselig med Latin og G ræ sk tværs over