173 / 268
166
jeg lukkede op sa a’ jeg en bleg, udtæret Skik
kelse, iført en luvslidt pavelig Uniform staa
foran mig, med et Udtryk af den dybeste Be
kymring i sit Ansigt.
„Jeg har væ ret hos Konsulen,“ begyndte han
med svag Stemme, „men han sagde, at han
ikke kunde have noget med mig at gøre, og
saa viste han mig hen til Dem. Kan De ikke
hjælpe m ig ? “ Da han saa’, at jeg vilde tage
min Portemonnæ frem, standsede han mig og
sagde: „Det er ikke Penge, jeg trænger til, jeg
trænger til En, der kan tage sig af mig og
hjælpe mig ud af den pavelige Tjeneste. Je g har
to Gange haft romersk Feber, og Doktoren siger,
at hvis jeg faar den tredje Gang, saa dør jeg.
J e g har selv Penge, men jeg kan blot ikke faa
dem .“
Jeg fik nu Manden ind i mit Værelse, spurgte
hvem han var og fik da hans Historie, som i
Korthed var følgende: Af Profession var han
Sadelmagersvend, var gaaet paa Vandring til
Paris, her var imidlertid intet Arbejde, og man
havde da anbefalet ham at søge til Marseille;
men da han kom her, fik han det Raad at tage
til Rom. Her gik det ham imidlertid som de to
andre Steder, der var intet Arbejde og hans
faa Penge svandt lidt efter lidt, indtil han