177 / 268
170
Mine; men aabne det turde han jo ikke. Da det
saa led henad Sommeren, gjorde Dietrichson til
lige med sin Hustru en Rejse til Neapel, og
under denne kom der atter et Brev fra Gold-
schmidt, som skulde ligge 14 Dage paa Bravo’s
Bord, indtil Dietrichson vendte tilbage.
Det var for meget for den stakkels Konsul,
hver Dag at se Goldschmidt’s velkendte Haand-
skrift stirre ham i Møde, og saa faldt det ham
pludselig ind som en Slags Trøstegrund, at B re
vet muligvis kunde angaa Biblioteket i den
skandinaviske Forening, og at det saaledes var
hans Pligt at aabne det for ikke at forhale Af
gørelsen. Som tænkt saa gjort, og det viste sig
virkelig, at Begyndelsen af Brevet drejede sig
om Bibliotekets Anliggender, og her kunde vel
Bravo passende have endt sin Læsning; men
Fristelsen var for stor, og idet han kom til føl
gende Sætning: „Lad mig endelig vide, kære
Ven, hvorledes det gaar Dig i Rom og om Du
endnu tænker paa at myrde Bravo for at blive
hans E ftermand ?“
Her tabte Bravo af Forfærdelse Brevet, tog
det atter op og læste paa ny; men der stod med
klare, tydelige T ræ k : „myrde Bravo for at blive
hans E ftermand!“
Nu kendte Bravo’s Rædsel ingen Grænser,