176 / 268
169
Til daglig levede Bravo i lykkelig Fred, baade
med den romerske Verden, hvor han var vel
seet, og med sine skandinaviske Omgivelser. En
enkelt Gang kunde der dog komme en Kurre
paa Traaden, og det var mest Digterne, der gav
Anledning til saadant; thi for disse Apollos Søn
ner maatte Bravo stadig væ re Syndebuk. Galt
var det gaaet ham med Bjørnstjerne, men værre
blev det, da Goldschmidt kom til Rom og slut
tede intimt Bekendtskab med Dietrichson, der
ikke alene var Bravo’s Sekretær, men tillige
Kunstkritiker og Korrespondent til et Par af de
norske Blade. Bravo gik vistnok med en stille
Angest for at blive sat ud af Spillet, thi han
sagde flere Gange til mig:
„Gut Zatan, kan De ikke sige mig, hvorfor
den Goldschmidt og den Dietrichson stikker
Hovederne i hinanden? Je g kan ikke lide den
Karl for min Død, han ser mig saa politisk u d .“
Der skete imidlertid Intet, saa længe Gold
schmidt opholdt sig i Rom; men da han var
rejst, opdagede Bravo, til hvem alle Skandinavers
Breve blev adresseret, at der udspandt sig en
højst mistænkelig Korrespondance mellem Gold
schmidt og hans egen Sekretær.
Hver Gang der kom Brev fra den førstnævnte,
vendte og drejede Bravo det med en spekulativ