180 / 268
173
han en Dag fulgte Bissen ud og snublede over
Dørtrinnet, sagde han fornøjet: „Ej Bissing, jeg
springer jo wie ein Tanzmeister.“
Bravo gav hvert Aar en privat Middag for
Skandinaverne, ligesom han ofte inviterede Folk
ud til Køreture i Kampagnen eller længere Ud
flugter til Albano og Tivoli. Han beboede en
stor Lejlighed, holdt Tjener og Sekretær, og saas
ofte i Selskab med de fremmede Præ later i Rom.
Alt dette maatte naturligvis koste ikke ubetyde
ligt; men hvor han fik Pengene fra, var de fleste
en Gaade, thi hans Gage var fire Hundrede Rigs
daler fra hvert Land, og han tog aldrig nogen
som helst Betaling for alle de Forretninger, han
udførte for de Rejsende. Tillige var han i aller
højeste Grad hjælpsom, maatte ofte forstrække
Folk med Laan, ja tog ikke i Betænkning at
tage af sin egen Garderobe til Hjælp, naar en
eller anden fattig Kunstner ved Vintertid skulde
hjem til Norden. Og stor blev derfor Forbavsel
sen, da man efter hans Død fandt tredive Tusinde
Lire i Guld henlagt i et hemmeligt Rum i hans
Skrivebord, tilligemed et Testamente, der be
stemte, at Malerisamlingen i København skulde
have Lov til at udtage de Malerier af hans Sam
ling, som den maatte ønske. Nu kom ogsaa For
klaringen paa den Velstandskilde, hvoraf Bravo