185 / 268
178
en Stemme spørger: „Chi é ! “ (hvem dér), og
man svarer med det ufravigelige: „Amici“ (Ven
ner).
Nu aabnes Porten og en gammel velnæret
Munk ser lidt forbavset paa En og spørger,
hvad man vil; men næppe har han hørt, at
man er Dansk og at man ønsker at tale med
„Fra P ietro “, før et huldsaligt Smil opklarer hans
Ansigt, idet han meddeler, at denne befinder sig
i Haven.
Man træder ind og faar overalt det stærkeste
Indtryk af F ranciskanermunkenes strenge Tarve
lighed: hvidkalkede Vægge med et stort Kruci-
fix, Murstensgulv — det er alt hvad Vandringen til
Haven frembyder; men desto hyggeligere er den
lille Plet, hvor Brødrene plejer deres Blomster
og Frugttræer.
Midt i Haven stod paa den Tid et stort Mor
bærtræ, som skænkede Munkene baade Skygge
og Frugt; men en skønne Dag var det forsvun
det, kun et stort, gabende Hul viste, hvor det
havde staaet. — Klosteret er nemlig bygget paa
Kejserborgens Ruiner og under dets Grundvold
skjules endnu de Hvælvinger, som har været
Vidne til de romerske Cæ sarers overdaadige
Liv, og Morbærtræets Rødder havde gennem