178 / 268
171
med Brevet i Haanden foer han rundt til de faa
Skandinaver, som endnu opholdt sig i Rom, og
spurgte hver af dem, om de vidste noget af, at
Dietrichson vilde myrde ham. Og skønt de alle
erklærede, at de vilde indestaa for Sekretæren
i saa Henseende, dæmpedes dog ikke Bravo’s
Frygt, og han lod strax Dietrichson kalde, saa
snart han var kommen til Rom.
„Gut Z atan !“ raabte han, „hvad er dette h e r?
Je g ser, at De vil myrde mig for at blive min
Eftermand, hvad siger De til d e t ? “
Hertil svarede Dietrichson, at han engang
havde ytret til Goldschmidt, at hvis Bravo døde,
vilde han søge Posten efter ham; men at han i
øvrigt ikke havde tænkt at tilføje ham det mind
ste ondt. Hermed var Bravo dog ikke tilfreds;
alene den Tanke, at hans Sekretæ r kunde spe
kulere i hans mulige Død, var ham irriterende,
og først da Dietrichson i Foraaret 64 forlod
Rom, aandede Bravo frit.
Bravo havde mange Venner blandt Kunst
nerne, især blandt de ældre, og mellem disse
skal jeg nævne Ernst Meyer og Kiichler, som
jævnlig besøgte ham. Den sidste var Fredsom
meligheden s e lv ; men Ernst Meyer kunde nok
lide at drille Bravo, naar han kunde komme
dertil.