170 / 268
163
var tændt, hentede han alt, hvad man ønskede,
Permessoer til Vatikanet og Kolosseum, Billet
ter til Kirkefester, kort sagt, i stort som i smaat
stod han altid til Tjeneste. Der var kun én Ting,
som voldte ham usigelige Bryderier, og det var
den aarlig tilbagevendende Generalforsamling,
hvor han som Konsul skulde præsidere. Aldrig
glemmer jeg det fortvivlede Ansigt, hvormed han
en Dag kom mig i Møde og som strax viste
mig, at der maatte være noget galt paa Færde.
„Ach,“ svarede han paa mit Spørgsmaal, „jeg
sidder forbandet beskidt i det, nu skal De bare
se, her ligger en Bunke Regninger, og dér lig
ger en Bunke Regninger, og Gut forbande mig,
om jeg véd, om det er dem, de har sendt mig
fra Foreningen, eller mine egne; thi min Tjener
har makket det hele sammen til én Bunke, da
han i Morges fejede mit Skrivebord af.“
„Det kan vel ikke være saa vanskeligt at
klare den S ag,“ svarede jeg, „har De ikke De
res R e gn sk ab ?“
„Ach, skulde jeg holde Regnskab med alt det
Skidt, der blev anskaffet til Foreningen, blev jeg
jo aldrig færdig. J e g betaler, naar de kommer,
snart med mine egne Penge og snart med For
eningens, og nu véd jeg ikke, hvor Pengene er
11
*