21 / 268
14
sammen om Dagens Begivenheder; men midt
under Samtalen bøjede han Hovedet tilbage,
lukkede Øjnene, og svarede ikke mere paa mine
Spørgsmaal. Jeg tænkte, at han træt af Dagens
Hede pludselig var falden i Søvn, og talte ikke
mere til ham; men da han blev blegere og ble
gere, spurgte jeg ham, hvad han fejlede, men
fik intet Svar. Først da jeg heftigt ringede paa
Klokken, foer han op som af en dyb Slummer,
saa’ sig forvirret om og spurgte ængstelig: „Hvor
er jeg? Jeg syntes, at jeg var langt borte.“
Da jeg fortalte Trier dette, rystede han paa
Hovedet og sagde: „Deres Fader bliver gammel
og har lidt meget i sit Liv. Det skulde ikke
undre mig, om det stunder mod Slutningen. Pas
derfor paa ham.“
Henimod Midten af Sommerferien slap jeg
endelig ud af mit Fængsel; men desværre i en
meget sørgelig Forfatning. Kun langsomt og med
Besvær kunde jeg krybe af Sted ved en Stok, og
om en Forskning i Naturen var der ikke Tale;
thi selv paa mine længste Vandringer naaede
jeg næppe Furesøen. Hvor var denne Sommer
dog trist og tung, ikke alene for mig, men og-
saa for vor Husbestyrerinde Frk. Anna Krebs,
en Søster til den bekendte Inspektør ved Me-