16 / 268
heller ikke andet at gøre; men denne tørre Alvor,
disse lakoniske Ord, kunde hverken trøste, lindre
eller helbrede.
Efter en tre Ugers Forløb stod den gamle,
kloge Ravn atter ved min Seng, og da Forbin
dingen var taget af, sagde han med urokkelig
Alvor: „Vandansamlingen større end i Gaar, saa
bliver det vist bedst vi brænder Dem.“
„Brænder mig,“ udbrød jeg forskrækket, „hvad
mener D e?“
„Aa, vi sætter blot nogle smaa Moxer rundt
om Knæet paa begge Sider og lader dem brænde
af.“ „Men det maa jo gøre forfærdelig ondt,“
udbrød jeg fortvivlet.
„Ja, naar man er meget ømskindet gør det
ganske vist noget ondt, men det har jo ikke
stort at betyde.“
Med disse Ord gik han, og „Skruptudsen“,
som havde været Vidne til denne korte Kon
sultation, var aldeles fortvivlet. Hun var en af
de grimmeste Skabninger, jeg nogen Sinde har
set, tyk, koparret og med et Par Hænder, hvis
Fingre fuldstændig mindede om det Dyr, hvis
Navn hun bar; men det gik hende som Prin
sessen i Eventyret, hun var lige saa god, som
hun var grim, og nu begyndte hun, mere vel
ment end klogt at fortælle mig om alle de