14 / 268
gyndte at grynte som en Gris, tude som en
Hund, og hyle som en Ugle, det hele i af
brudte Sæt, men med en Styrke, som gik mig
gennem Marv og Ben. Kort efter begyndte det
at hyle paa andre Steder, men i mere dæmpede
Toner, og nu ringede jeg af alle Kræfter, uden
at nogen kom, saa at jeg virkelig frygtede for,
at der maatte være Ild i Hospitalet. Noget efter
hørte jeg Portørernes tunge Trin paa Trappen,
og endelig kom min gamle skikkelige Gangkone
„Skruptudsen“ , som de kaldte hende, og gav
mig Nøglen til Gaaden. Det var en Dame fra
Sverig, forklarede hun, som led af Hysteri, og
kun vilde spise kolde Rejer paa varme Pande
kager. Hun led af Brølesyge; men da hun ogsaa
fik de andre Patienter til at brøle med, blev
hun nu paa Reservelægens Foranstaltning bragt
ned i et Værelse, hvor hun virkede mindre ge
nerende paa sine Omgivelser. — Med denne Be
sked forlod hun mig, og trods mine Smerter faldt
jeg dog i Søvn henad Morgenstunden.
Et Hospitalsliv er ikke opbyggeligt, og vil
mindst af alt interessere mine Læsere. Jeg skal
derfor kun omtale nogle enkelte Træk af Livet
derude og sænke Resten i Forglemmelsens Grav.
Jeg havde levet i den lyksalige Tro, at vor
gamle Huslæge Etatsraad Trier, der boede paa