13 / 268
6
denne Sommer havde lejet Bolig hos Forpagteren
paa Hummeltofte, var det mig umuligt at tage
med, og med tungt Hjerte husker jeg den
smukke Sommeraften, da jeg blev baaret ned i
den Vogn, som skulde bringe mig til Frederiks
Hospital.
Her fik jeg Eneværelse paa Mynsters Gang,
og gamle Etatsraad Trier, som straks besøgte
mig, sagde paa sin elskværdige Maade: „Naa,
nu skal vi snart faa Dem rask, naar først man
faar Folk i en ordentlig Hospitalsseng, saa skal
De se, hvor det hjælper; nu ønsker jeg Dem en
god, rolig Nat!“
Af dette fromme Ønske blev der dog intet.
De uvante Omgivelser, det nye Leje, Rummelen
paa Gaden, alt holdt mig vaagen til henimod
Midnat; men da begyndte et sælsomt Spøgeri,
som jeg i Begyndelsen slet ikke kunde blive
klog paa. Først knurrede det sagte som en Hund,
saa miavede det ynkeligt som en Kat, saa kluk
kede det som en Høne, der har lagt Æg, saa
hørte jeg en Flok Kyllinger, og endelig galede
Hanen saa højt, at jeg ærgrede mig over, at
Hospitalet holdt Hønsegaard.
Der blev nogen Stilhed, som kun afbrødes af
Gangkonernes dæmpede Trin; men saa tog paa
én Gang Pokker ved hele Kommersen, det be