15 / 268
Hospitalet, ogsaa var den, som skulde tilse mig
under min Sygdom. Men heri tog jeg desværre
fejl. Hans Aftenbesøg havde kun været en Visit,
og jeg saa’ ham ikke senere; derimod blev jeg
den næste Dag indhyllet til den Grad i tjæret
Værk, at jeg godt kunde antage mig selv for
en Mellemting af Rebslager og Baadsmand ved
Holmen, og temmelig sent opad Formiddagen
kom Overlæge Ravn med et Par Kandidater ind
til mig.
„Han lider af Arthritis med Ledevand i højre
Knæ,“ henkastede han tørt og føjede til: „Fore
løbig bliver Behandlingen den samme.“ Dermed
gik han og overlod mig til mine egne Betragt
ninger, som ikke var af nogen glædelig Natur;
thi „Skruptudsen“ havde betroet mig, at med
saadant et Knæ kom jeg ikke ud at spadsere i
de første 6 Uger, og det gik som hun havde
spaaet.
Ifølge et gammelt Ord er det Lægens Pligt:
„Altid at trøste, ofte at lindre, og enkelte Gange
at helbrede;“ men til denne smukke Leveregel
syntes Ravn ikke at kende noget. Hver For
middag stod han ved min Seng, og naar For
bindingen var taget af, sagde han med tør
Stemme: „Ingen Forandring i Tilstanden, saa
bliver vi ved med det samme.“ Muligvis var der