17 / 268
10
Brændescener, hvortil hun havde været Vidne,
idet hun beklagede, at hun ikke i Morgen kunde
være til Stede ved Exekutionen, da hun skulde
deltage i Hospitalets Skovtur; imidlertid skulde
hun nok sende mig en anden Kone, som kunde
holde paa mig, medens de brændte dem af.
Med disse trøstende Ord listede hun ud paa
sine store Filtsko, og jeg begyndte at grunde
over, hvorledes jeg skulde slippe bort fra den
overhængende Fare, uden at jeg dog kunde finde
et eneste Middel dertil. Hele Natten laa jeg i
nervøs Spænding uden at sove, og da Ravn den
næste Formiddag atter traadte ind med sine
Kandidater, var jeg bestemt paa at slaas til det
yderste, fremfor at lade mig brænde.
Men nu kom det forunderlige, som naturligvis
var bevirket ved den Angest, hvori jeg havde
ligget; thi næppe var Forbindingen taget af, før
Ravn udbrød: „Det er højst mærkværdigt saa
den Vandansamling er svunden i Nat, foreløbig
kan vi udsætte Brændingen indtil videre.“
Opad Formiddagen kom min kære, gamle
„Skruptudse“ tilbage i en højst ynkelig Forfat
ning. Hun havde været i Skoven med alle de
andre; men Luften derude varsaa daarlig af de
mange
Blomster, at hun fik ondt og i Hast
maatte køres tilbage igen. Saa vant var hun til