12 / 268
stantia ved en mægtig Bolle Bruleau og Ussing
var just midt i en af sine ciceroniske Taler, da
han pludselig standsede og udbrød: „Hvad Fan
den er det, de kaster jo Ærter paa Ruderne.“
Jeg lukkede et Vindue op, men fik det lige-
saa hurtig lukket igen, thi Hagelkorn saa store
som Nødder trillede hen ad Gulvet, og ude fra
Haven hørte vi en Susen i Trætoppene, et væl
digt Bygekast, som hvinede i Skorstenen og tabte
sig som en dyb Susen i Charlottenlunds Ege
kroner. Det var paa Tiden at bryde op, og midt
under den rasende Hagelbyge naaede vi Holde
pladsen uden for Charlottenlund; men ikke en
eneste Kapervogn var mere tilbage. Alt havde
taget Flugten for det voldsomme Uvejr.
Der var altsaa intet andet at gøre end at
vandre til Fods, og i den tidlige Morgenstund
naaede jeg mit Hjem, vaad, forfrossen, rystende
af Kulde, og med Følelsen af, at jeg ikke vilde
slippe let fra denne fortvivlede Nattevandring.
Det varede heller ikke mange Dage før der
meldte sig en Gæst, som senere har forfulgt
mig hele mit Liv. Jagende Gigtsmerter foer gen
nem mit Legeme, angreb mine Ledemod og
bragte mig i en Tilstand, hvori jeg næsten ikke
kunde røre mig. Uge efter Uge gik uden at der
indtraadte nogen Bedring, og da min Fader atter