11 / 268
4
Reglen er forbandet kedeligt. Au revoir, Adjøs
so lang!“
Da Ussing var gaaet, fortrød jeg, hvad jeg
havde gjort, han havde dog altid været en brav
Kammerat, selv naar han skejede værst ud, og
Maaden, hvorpaa jeg havde vist ham bort, fore
kom mig nu kun at være en Følge af mit onde
Lune og min sygelige Stemning; jeg vilde kalde
ham tilbage, men han var borte, og jeg ventede
ikke at se ham for det første.
Heri tog jeg dog betydelig fejl, thi da jeg
næste Morgen atter sad hensunken i mine triste
Betragtninger, bankede det paa Døren, og der
stod han igen frisk og frejdig, og med de Ord:
„Den er vel gaaet over, Bjærkebæk?“ smilede
han saa listigt og skalkagtigt, at det var mig
umuligt at sige nej, og en halv Time efter rul
lede det muntre Selskab paa en Kapervogn ud
til Dyrehavens Herligheder, Kirsten Pils Kapel
og Konstantias Ranker.
Det hele var en lige saa morsom som vellykket
Fest, og Ussing overgik sig selv i kaade Ind
fald og de mest utrolige Ordspil, ligesom han
flere Gange forsøgte at optræde som Koncert
sanger, hvilket nær havde bevirket hans Udvis
ning hos Niels Husar.
Henad Midnat sad vi i det hyggelige Kon-