9 / 268
Hvor tidt ønskede jeg mig i disse Foraars-
aftner tilbage til den kære, gamle Fabrik med
det krogede Lindetræ, dens blomstrende Haver
og de duftende Syringer paa den grønklædte
Kirkegaard. I Modsætning til alle disse Herlig
heder sad jeg nu i en mørk Mellembygning og
stirrede i Aftenskumringen ud i den smalle,
smudsige Gaard, hvor Skriftstøberiets Maskiner
uafladelig klaprede og Flagermus smuttede forbi
mit Vindue i Stedet for muntre Svaler, og hvor
Rotterne strøg af Sted i pilende Flugt, saa snart
nogen smækkede med Porten.
Tung og trist var jeg, led og ked af det hele,
og dertil kom, at jeg følte mig ikke alene de
primeret, men ligefrem syg, uden at jeg dog
kunde sige, hvad det var, jeg fejlede.
Medens jeg saaledes en smuk, varm Foraars-
aften sad og stirrede ud ad Vinduet, gik Døren
op. og paa Tærskelen stod Frederik Ussing i en
moderne Sommerdragt med den lyse Straahat
kækt paa sit sortlokkede Hoved.
„Ædle Sir, bedagede Myggefanger og nybagte
Magisterkonferensraad, jeg hilser Dig „salem sa
lutem“ , og beder Dig lytte paa min Tale, der
denne Gang mærkværdigvis ikke er Vrøvl. Alt-
saa til Sagen, som Skarpretteren sagde til Ole
Kollerod, da han skulde hugge Hovedet af ham,