405 / 681
394
BRANDFORSIKRINGEN 1868—1885
Bygn ingerne i 3 å 4 Klasser efter Bygn ingsm aaden og i 4 eller
6
efter
Benyttelsen m ed en M inimumsafgift paa
Vs å
1
°/'o
og et Maksimum paa
10 °/oo. I Spørgsmaalet om Reassurance var Jacobsen udpræget kon ser
vativ. Bette hang samm en m ed hans Selvstænd ighedsfølelse, der oprør
tes ved Tanken om , at K jøbenhavns Brandforsikring sku lde b live a fhæn
gig af Reassurandørerne, eller, som han udtrykte sig, synk e ned til at
b live disses Agent. Det maa dog tilføjes, at han under de følgende For
hand linger stillede sig noget m ere im ød ekomm end e paa dette Punkt.
Tømm erm ester J. A. B lom repræsenterede et Standpunkt, der var
Jacobsens ganske modsat. Efter hans Overbevisn ing maatte Striden:
Tvangsforsikring i solidariske Societeter kontra Ak tieselskaber »i vor
op lyste Tid« være udkæmpet og endt m ed de sidstes Sejr. Det var ikke
m ed Urette, naar han i den H en seende pegede paa, at det var Aktiesel
skaberne, som i forsikringstekn isk H en seend e var gaaet i Spidsen og
efterhaanden havde tvunget Societeterne til at følge deres Ek sempel. Det
var dog kun undtagelsesvis, at B lom ind lod sig paa d isse alm indelige
Synspunkter. I H ovedsagen nøjedes han m ed at sætte Spørgsmaalstegn
ved Jacobsens forskellige Beregn inger sam t over for sin Modstanders
stærke Fremhæven af S lukn ingsforanstaltn ingernes Frem skridt at henvise
til det farlige i hans Lære. Saavel i dette Spørgsmaal som i Modstanden
imod at inddrage Brandforsikringen under K jøbenhavns K omm une var
han i Overensstemm else m ed H erforth1). B lom lagde im id lertid i første
Række Vægten paa de praktiske Spørgsmaal og søgte saa m eget som
muligt at faa Forsikringsreglerne om form et i L ighed m ed de private Sel
skabers. Hans Kritik paa disse Punk ter nærm ede sig saa stærkt til Lou is
Bram sens, at Jacobsen endog kund e paastaa, at denne stod bag hans
Paastande. L igesom Bram sen var B lom en Modstander af Kontingent-
friheden, ivrede im od , at Brandforsikringen betalte Husejernes Afgift til
Brandvæsenet, og krævede, at Maksimum sku lde nedsættes. Han var
ogsaa inde paa Bram sens Tanke om at sætte den om tren tlige G ennem
snitsværdi af Stadens E jendomm e som Selskabets Maksimum »til or
dinær Præm ie«. Hovedslaget rettede han dog m od Jacob sen s Uvilje
m od Reassurance og paastod, m ed Benyttelse af dennes Frem hæ ven af
Nationalvelstanden , at det netop fremmede denne at bringe Størstedelen
af Tabene over paa uden landske Hænder. Desuden vilde der ikke, som
af Jacobsen paastaaet, blive Tale om at fordob le Adm inistrationsudgifterne
eller at lade de forsikrede bidrage til to Selskabers D ividende; ligesom
Tabene b lev delt, var det samm e T ilfæ ldet m ed d isse Udgifter.
D isse Pjecer vidnede om store Modsætninger inden for Brandforsik
ringen. Da Jacobsen og Herforth var lige iltre, og begge hørte til de ud
prægede Naturer, for hvem Person og Sag paa det nøjeste er samm en
svejset, kunde det ikke været andet, end at Udarbejdelsen af den ny
Vedtægt maatte foregaa under en Række heftige Samm enstød . Endnu